Indhold
Hvert år i februar fejres genopførelsen af Isabel de Seguras bryllup i byen Teruel i Spanien, kendt som den middelalderlige festival for de elskende fra Teruel, en historie og legende, der stadig lever i bedste velgående og har dybe rødder i befolkningen. Dette giver en stor udbredelse af Teruels kulturelle, kunstneriske og historiske arv og er en stor attraktion for både indenlandsk og international turisme. Teruel forvandles til en autentisk middelalderby, der er værd at besøge. For at se det aktuelle udvalg kan du udforske kollektionen af tøj.
Den middelalderlige festival for de elskende fra Teruel falder sammen med fejringen af valentinsdagen. I hele weekenden opføres middelalderlige historier og legender på gaderne og torvene, og mange teruelensere og mennesker fra alle vegne deltager ved at klæde sig i tøj, der er meget tro mod middelalderen, og byen får en atmosfære, som var tidernes. For at se det aktuelle udvalg kan du udforske kollektionen af tøjtilbehør.
Isabel de Segura og Juan Martínez de Marcilla, bedre kendt fra barokteatrets genopførelser som Diego de Marcilla, er en smuk historie og legende om kærlighed og smerte, kendt som "De elskende fra Teruel", to unge teruelensere fra begyndelsen af det 13. århundrede. Diego og Isabel boede i Teruel og forelskede sig mod familiens ønsker. Isabel de Seguras familie havde magt og stor rigdom, mens Martínez de Marcilla-familien var en familie med meget få økonomiske midler. For at se det aktuelle udvalg kan du udforske kollektionen af billesmykker.
De elskende bad om tilladelse til at gifte sig, og Isabels far afviste Diego, fordi han ikke var den ideelle forlovede til hans datter, og fordi han hverken havde formue eller rigdom. Diego (eller Juan Martínez de Marcilla) svor derfor at skabe sin formue uden for Teruel og vende tilbage efter fem år, og han bad Isabels far om ikke at gifte hende med en anden mand i mellemtiden. Men Isabels far tvang hende til at gifte sig med aristokraten Pedro de Azagra, herren over Albarracín, da han ifølge ham var den ideelle ægtefælle til hans datter. Den unge Isabels forlovelse med denne adelsmand blev meget omtalt og fejret i Teruel med store bryllupsklokker.
Da de fem år, som var blevet lovet, var gået i 1217, vendte Diego tilbage, nu meget rig og berømt efter at have deltaget i adskillige slag. Da han ankom og så byens festlige og udsmykkede stemning, fik han at vide, at Isabel de Segura lige var blevet gift. Da han så, at hans elskede Isabel allerede var gift med en anden mand, bad han om at få lov til at se hende, og da de stod ansigt til ansigt, bad Diego Isabel om et kys. Hun nægtede ham, fordi hun nu tilhørte en anden mand, og han led så meget, at han på det samme øjeblik faldt om på jorden og døde med det samme.
Næste dag skiftede bryllupsklokkerne deres klang ud med begravelsesklokker. En sørgelig og tavs følge bar den ulykkelige elskers lig og lagde det i kirken. Da begravelsen skulle begynde, kom en kvinde med et slør over ansigtet ud fra mængden og nærmede sig den afdøde: det var Isabel de Segura, der deltog i begravelsen af sin evige elskede Diego. Og teruelenserne så forbløffet til, hvordan den unge Isabel de Segura kysset sin elskede lidenskabeligt på hans kolde og livløse læber, før hun pludseligt faldt død om over Diegos krop, da hun "gav ham det kys i døden, hun havde nægtet ham i livet".
Kærligheden var så stor, at begge døde af smerte over deres knuste kærlighed, og derfor blev de begravet sammen, og sådan er de forblevet indtil i dag. Deres historie er kendt som historien om "De elskende fra Teruel". Deres kroppe blev fundet sammen mellem 1553 og 1555 i San Pedro-kirken i byen Teruel, inde i kapellet for helgenerne Cosmas og Damian. Notaren Yagüe de Salas dokumenterede fundet og ledte også i gamle dokumenter, hvor det står, at de på det tidspunkt var blevet begravet sammen. De blev igen gravet op den 13. april 1619. I 1950 blev deres kroppe gravet op igen og placeret i en hvid alabastgrav, hvor ansigterne på de elskende ses, og hvor de ligger sammen med hænderne forbundet, men uden at røre hinanden. Alabast- og bronzemausoleet, hvor resterne af Diego de Marcilla og Isabel de Segura i dag hviler, hvis hænder ikke rører hinanden som symbol på en ufuldendt kærlighed, blev udskåret af Juan de Ávalos og besøges konstant af utallige besøgende fra hele verden.
I september 2005 blev det nye mausoleum for de elskende fra Teruel indviet. Bygningen, der er tegnet af arkitekten Alejandro Cañada, har tre etager og et samlet udstillingsareal på 350 kvadratmeter. Når den besøgende træder ind, transporteres han til det 13. århundrede og lærer den sande historie om de elskende at kende. Derudover kan Juan de Ávalos' skulpturelle ensemble for første gang beundres fra en passende vinkel. Endelig, og efter en lang pilgrimsrejse, hviler de berømte elskende i dette nye museum- og formidlingsrum, der er tilknyttet San Pedro-kirken, hvor den sociale og kulturelle kontekst for denne historie analyseres.
Legenden om "De elskende fra Teruel" er blevet omskrevet mere end 20 gange af så prestigefyldte penne som Tirso de Molinas, der har ført den ind i poesien, romanen og teatret. Mesteren Tomás Bretón lod sig inspirere af Harzenbuschs værk og ophøjede det til opera. Med et libretto skrevet af Tomás Bretón selv og opdelt i fem akter havde det premiere på Teatro Real i Madrid den 12. februar 1889. Det blev tilpasset til teatret af Rey de Artieda (1584), omsat til digtning af Jerónimo de Huerta (1588) og til tragisk epos af Juan Yagüe de Salas (1616), og det inspirerede Juan Pérez de Montalbáns værk med samme navn (1638). Den mest berømte udgave er Juan Eugenio Hartzenbuschs historiske drama, skrevet i 1836 og opført i 1837.
HYMNE TIL DE ELSKENDE FRA TERUEL
Hænder, der ikke rører hinanden, dyb ro, som en dag døden forseglede jeres ansigt. Sov, sov, I elskende: jeres krop omkranser Teruels jord, som gav jer liv og død. Drøm jeres håb, og den ofrede kærlighed, på et alter af herlighed med smertens ild. Sov, sov, I elskende, for et elskende folk vil sørge for, at der altid springer en blomst frem fra jeres grav … Lad den altid springe en blomst frem … Fra en trone af stjerner, der modtager jer i himlen, betragter I den respekt, som Teruel viser jer. I er et evigt forbillede, håb og trøst, for der vil altid være en Diego, så længe der findes en Isabel. I den hvide grav, som Teruel har hugget ud af drømmenes sten og kærlighedens mejsel, sov, sov, I elskende, for et elskende folk vil sørge for, at der altid springer en blomst frem fra jeres grav … Lad den altid springe en blomst frem …
SMUKKE PRODUKTER FRA MIDDELALDEREN
For at udforske genstande og tilbehør relateret til dette tema, kan du også se kollektionerne af middelalderlige tunikaer.
