Indhold
Fønikernes kolonisering af den iberiske halvø begyndte omkring år 1100 f.Kr. med grundlæggelsen af byen Gadir (Cádiz), den første koloni, der blev etableret i Vesten. Fønikerne etablerede ofte deres bosættelser på øer nær kysten eller på halvøer nær et flodområde, som f.eks. Ibiza, der også blev grundlagt af fønikerne.

De vigtigste økonomiske aktiviteter i deres dagligdag var saltning af fisk. Fra Cádiz til Almería finder vi et netværk af små fabrikker, som kan have været statslige eller private. Tæt knyttet til denne industri finder vi pottemagerværksteder, hvor beholdere til saltfiskindustrien samt til transport og handel med saltfisk blev fremstillet og opbevaret, samt lagre nær havnene, som var meget lig de administrative centre, der var kendt i Mellemøsten.

Et eksempel på fønikernes kulturelle indflydelse på Iberien er Dama de Elche, den mest repræsentative skulptur fra antikken i Spanien, som udgør en iberisk version af den fønikiske frugtbarhedsgudinde Astarte. Faktisk stammer smykkerne og amuletterne på den berømte Dame fra Elche fra fønikerne.

En af de spanske folkefester med fønikisk oprindelse er fejringen af Mayos. Det er en forårsfest, der normalt holdes den første søndag i maj. Denne fest er også udbredt i mange europæiske lande, hvor der findes lignende varianter af denne fest med fønikisk og græsk oprindelse.

Den fønikiske majfest hyldede foråret. På den iberiske halvø fejres den i næsten alle regioner (både i Spanien og Portugal). En mayo eller majstang er en 25 til 30 meter høj træstamme eller pæl (majtræ), som i nogle europæiske regioner blev rejst på torvet eller et offentligt sted i maj måned, hvor unge mænd og kvinder mødtes for at danse og fejre. De unge konkurrerede om at klatre op ad træet og nå toppen, hvor de skulle hente et flag, mens pigerne opmuntrede dem nedefra ved at danse og synge omkring træet.

I Spanien fejres majfesten i Castilla-La Mancha, Madrid, Castilla y León, Murcia, Navarra, Galicien, Andalusien, Extremadura, Aragonien og Baskerlandet. Da disse fester blev kristnet, begyndte man at fejre dem som fester til ære for Jomfru Maria.

Majfesten fejres også i resten af verden, blandt andet i Storbritannien, hvor den er kendt som May Day. Tilføjelsen af flettede bånd til træstammen ser ud til at være blevet påvirket af en kombination af det teatralske mode i det 19. århundrede og visioner fra personer som John Ruskin. Par af drenge og piger (eller mænd og kvinder) stod skiftevis omkring bunden af stangen og greb båndene i den nederste ende. De flettede dem ind i hinanden, indtil båndene var vævet omkring stangen, og danserne stod ved bunden.

I Frankrig blev majfesten forbundet med majodronningen eller majodronen, en jomfru, der repræsenterede den unge forårs renhed, og som blev hyldet under hele festligheden. En anden måde at fejre majfesten på var ved, at bønderne hang en grøn gren med akantusblade på deres elskedes døre, og det var også kutyme at plante et træ (kaldet Mayo) foran hjemmet hos dem, man ønskede at gøre glad. Et eksempel på dette er majotræet, som Paris-kuriet traditionelt plantede i Louvre-gården, som sidenhen blev kendt som majogården. I Nice er den kendt som Blomsterkampen.

I Italien, nærmere bestemt i Toscana og også i hele den italienske halvø, er det kutyme den 1. maj at synge Il Maggio, som er en række forskellige kærlighedssange, som de unge sang for at fejre forårets komme. I Lucania har majfesten en varslende karakter, og i Albero della Cuccagna («Træfesten»), som fejres i Siracusa (Sicilien) i maj måned, er der også majfest.

I Tyskland nævner forfatteren Wilhelm Mannhardt i sit værk Tyske Myter rituelle bade i dugvand den 2. maj. Den 1. maj er det traditionelt at plante en pæl, som får navnet Maibaum.

I Belgien var det kutyme blandt de ugifte piger i Liège at mødes den første dag i maj ved daggry, før solen stod op, for at finde tre sammenvoksede skud af liljekonval eller tre store græsstrå og derefter klippe dem i samme højde og binde hver enkelt med en silketråd i en forskellig farve: sort (som repræsenterer en ugift kvinde), rød (som repræsenterer lidenskabelig kærlighed) og grøn (som repræsenterer de mest skjulte ønsker). Ti dage senere kom kvinderne tilbage til det sted, hvor de havde bundet skuddene, for at se, hvilket af dem der var vokset mest, da dette var et varsel om deres kærlighedsliv.

I Schweiz findes majfesten i Onex i kantonen Genève. I Zürich blev der endda holdt store fejringer af denne fest i 1910, hvor en procession af børn gik gennem gaderne med blomsterbuer foran den store hvide majstang, der personificerede vinteren, som efterfølgende blev ført til rådhuspladsen og kastet i flammerne fra forårets rensende ild. I kantonen Genève fejres «le Feuillu» den første søndag i maj.

I Sverige er den gamle tradition kendt, hvor man vælger en «Blomsterkonge» under en stor folkefest, der holdes den sidste nat i april.

I Tjekkiet har denne fest navnet májka eller máj og er stadig populær i landets landsbyer. Landsbyerne konkurrerer om at få højere majstænger end deres naboer, og om natten holder landsbyens unge vagt for at beskytte majstangen mod hærværker fra naboerne, samtidig med at de forsøger at trænge ind i nabobyernes landsbyer for at ødelægge deres majstænger.
SE SMUKKE HISTORISKE PRODUKTER
For at udforske genstande og tilbehør relateret til dette tema, kan du også se kollektionerne af historisk tøj, tøjtilbehør, middelalderlige tunikaer og middelalderlige bælter.