Middelalderens brial: Hvad en kjole, en boopgørelse og hofregnskaber afslører

Et middelalderord er ikke et snitmønster

Sprogakademierne RAE og ASALE forbinder ordet brial med oldfransk og occitansk. Sprogligt slægtskab viser ikke, at en castiliansk kjole havde samme ærmer som en fransk bliaut. Ordbogen registrerer også brug af ordet om herredragter og en senere betydning som skørt. Her handler det om middelalderens kvindekjoler, med en undtagelse fra Valencia, der viser, hvor bredt betegnelsen kunne bruges.

Forskellen på camisa, saya, brial og pellote bliver tydeligere, når man ser på lagene. En camisa, eller skjorte, kunne bæres under kjolen. Saya og brial kunne betegne dragter, der kunne bæres uden et yderligere lag ovenpå. På dragter fra Las Huelgas kan man kende en pellote på de store åbninger i siden, der viser tøjet nedenunder. Ordene er ikke moderne kategorier for snit, der udelukker hinanden.

I Burgos dokumenterer arkivet ved Spaniens kulturarvsinstitut restaureringen af en brial med snøring, som tilhørte Leonor af Castilien. Kataloget fra Patrimonio Nacional giver et nyttigt sidestykke: Fernando de la Cerdas saya blev strammet med en snor i venstre side og båret med en pellote. Det dokumenterer én måde at tilpasse og kombinere lagene på; det gør ikke sidesnøring til et krav for enhver brial.

Det yderste stykke lader laget nedenunder være synligt.

Toro, 1307: kjolen set indefra

Brialen fra gravdragten efter Teresa Gil, en portugisisk adelskvinde med tilknytning til Castilien, opbevares i klostret Sancti Spiritus i Toro i Zamora. Museo del Traje daterer dragten til 1307, året for hendes død, og skelner mellem fire dele: skjorte, brial, handsker og slør. Amalia Descalzos beskrivelse viser, hvilke valg i syningen man stadig kan undersøge.

• Vidden kommer fra snittet. Kjolens overdel og skørt er skåret uden vandret søm i taljen. Kiler af stof, som bliver bredere mod sømmen forneden, gav skørtet vidde og gjorde det muligt at lade overdelen sidde tæt.
• Lukningerne sidder, hvor de gør gavn. Åbningen foran går ned til brystet; hals og manchetter lukkes med knapper af samme stof. De lange ærmer bliver smallere ved håndleddene, og den indvendige søm følger albuen.
• Ydersiden viser kun en del af arbejdet. Museet beskriver blå silketaft yderst, hørfor og fyld af uld og bomuld, som holdes på plads med stikninger. Silken udenpå og fibrene indeni har forskellige funktioner.

Gravdragten viser, at et kostbart stof kunne have en enkel vævning, og at meget af arbejdet kunne ligge i snit og polstring. Den rejser også to forskellige spørgsmål: Hvad blev en adelskvinde klædt i til sin begravelse, og hvad bar andre kvinder til daglig? Kjolen giver langt bedre svar på det første.

Valencia: Hvad skrev notaren?

Historikerne Juan Vicente García Marsilla og Luis Almenar Fernández undersøgte boopgørelser efter 83 personer fra Valencia og omegn. I deres materiale optræder brialer især hos velstående kvinder i byerne, men der er også eksempler uden for hovedbyen. Boopgørelserne viser noget, som én bevaret dragt ikke kan vise: hvor mange former det samme ord kunne dække i en region.

I 1348 ejede en enke i Sagunt en brial, der blev beskrevet som tætsiddende. I 1342 blev der i adelsmanden Alfons Martínez de Palmas husstand noteret en vid brial uden ærmer, som ifølge historikerne sandsynligvis tilhørte hans hustru. I 1317 nævner boopgørelsen efter Joan Montsoriu fra Valencia en brial til mænd i bomuld. Det er et usædvanligt eksempel i undersøgelsen: Det viser, at benævnelsen fandtes, men ikke at den var almindelig.

Dokumenter kan angive stof, for og farve, men siger ikke altid, hvordan tøjet faldt i bevægelse, eller hvem der bar det. At en kjole mangler i en boopgørelse, beviser heller ikke, at ingen bar den. Dragterne fra Toro og dokumenterne fra Valencia supplerer hinanden: De første viser konstruktionen, de andre giver navne, sammenhænge og variationer.

Castilien, 1480: fløjl og vidde til en rejse med hoffet

Mere end et århundrede efter boopgørelserne fra Valencia optræder et følges klæder i Isabella 1.s regnskaber. Pablo Ortega Rico har undersøgt Ruy López de Toledos regnskaber for 1480. Fem højtstående damer, der ledsagede infanta Isabella til Portugal, fik hver to brialer og andre klæder. Posterne nævner fløjl i flere farver og på nogle brialer såkaldte verdugos.

Historikeren María Martínez beskriver verdugos som ringe, der blev syet på skørtet for at give det klokkeform. De skaber vidde på en anden måde end kilerne i Teresa Gils kjole. Begge løsninger gør dragten bredere forneden: Den ene tilføjer en afstivning, den anden bruger snittet. Ringene fra regnskaberne for 1480 bør ikke overføres til kjolen fra 1307.

Udgifterne til stof og detaljer fortæller noget konkret om rejsen: Tøjet viste, hvilken rang infantaens ledsagere havde. Regnskaberne viser, hvad der blev betalt for netop dette følge, men fortæller ikke i sig selv, hvordan castilianske kvinder generelt klædte sig.

Hvad kan et miniaturemaleri vise?

Det kongelige bibliotek i El Escorial daterer Códice Rico af Cantigas de Santa María til omkring 1280–1284. Håndskriftet giver en anden form for vidnesbyrd. I én scene kan man se, hvor et ærme begynder, hvor meget af den nederste dragt der ses, eller hvordan den nederste søm er tegnet. I flere scener kan man undersøge, om en detalje går igen. Men et maleri lader os ikke mærke fibrene, løfte foret eller læse det navn, notaren ville have brugt.

En holdbar identifikation bygger på flere spor. En bevaret dragt viser sømme og lukninger; en boopgørelse giver den et navn og undertiden detaljer; et billede viser, hvordan det blev fremstillet at bære tøjet. Hvis kilderne stammer fra forskellige steder eller tider, kan sammenligningen pege på en hypotese, men ikke bevise den.

Sådan dokumenterer du en brial til historisk levendegørelse

1. Fastlæg sted, dato og person. En adelskvinde med bånd til Castilien i 1307 og en dame i følget i 1480 kræver forskellige kilder.
2. Begynd med én kilde og find en anden. Brug en teknisk beskrivelse til sømme og lukninger, og hold den op mod billeder eller dokumenter, der ligger tæt på den valgte sammenhæng.
3. Planlæg lagene, før du tegner ydersiden. Notér, hvad der bæres under kjolen, hvor hvert stykke åbnes, og hvilke sømme eller indsatser der giver vidde. Den synlige halsudskæring kan tilhøre et andet lag.
4. Skeln mellem belæg og tilpasning. Hvis du udskifter stof eller lukning eller gør kjolen kortere til en aktivitet, så notér det. Dragten kan passe til anledningen uden at blive præsenteret som en kopi af en original.

Overkjoler med snøring: to moderne eksempler

I disse moderne modeller lader en åbning foran den lyse dragt komme til syne. Lukningerne og snittene viser forskellige nutidige valg.

Åben eller overlappende: to måder at vise det nederste lag

Billederne af Aslaug og Runa sammenligner to moderne løsninger: en lige åbning foran og overlappende forstykker.

Samlingen af brialer til historisk levendegørelse og middelalderinspireret tøj viser, hvordan betegnelsen bruges i dag. Vil du genskabe en historisk dragt, så begynd med fagbeskrivelsen og den sammenhæng, den blev båret i.

En brial er lettere at identificere, når man kan forklare, hvilken kilde der bruger navnet, og hvilke spor der siger noget om formen. I Toro taler sømmene, i Valencia notarerne og ved det castilianske hof regnskaberne. Tilsammen forklarer de, hvorfor ordet bestod, selv om tøjet forandrede sig.