Piraters beklædning: hvordan de klædte sig i det 17. og 18. århundrede

Pirater havde ikke deres egen uniform. For at forstå deres beklædning må man tage udgangspunkt i sømænds tøj fra den tid: skjorter, underbeklædning, jakker, fodtøj og forskellige former for hovedbeklædning. Sættet afhang af den enkelte persons baggrund, ressourcer og omstændigheder. Nogle beretninger beskriver luksus og prangende stil, men en berømt kaptajn repræsenterer ikke en hel besætning.

Piraten med trekanthat, frakke og pistoler, som vi ofte forestiller os, hører primært til i den atlantiske verden i slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede. At omtale denne påklædning som "middelalderlig" er en sammenblanding af tidsperioder. Her skelner vi mellem dokumenterede beklædningsgenstande, sammenligninger med sømandstøj og de valg, der i dag er en del af en historisk rekonstruktion.

Hvilke pirater og hvilken tid taler vi om?

Pirateri eksisterede længe før de figurer, vi forbinder med Caribien, og fortsatte efter dem. Derfor findes der ikke én "piratbeklædning", der er gyldig for alle have og alle århundreder. Denne forklaring fokuserer på det atlantiske område og horisonten for den såkaldte pirateriets guldalder.

Royal Museums Greenwich placerer i sin formidling denne periode mellem 1680'erne og 1720'erne. Dens grænser varierer alt efter historisk synsvinkel; det mest nyttige til studiet af beklædning er at fastsætte en konkret dato inden for denne ramme. En karakter placeret omkring år 1700 bør holdes op mod kilder fra omkring år 1700, selvom andre epoker kan give interessante sammenligninger.

Forskellen på en pirat og en kaper handlede om tilladelsen til at angribe bestemte skibe, ikke om en forpligtelse til at bære en eksklusiv beklædning. At finde en hat eller en frakke på et billede er ikke i sig selv nok til at afgøre, om bæreren var handelssømand, kaper eller pirat.

Det første spørgsmål ved en rekonstruktion er: "hvor og hvornår lever denne karakter?". Det andet spørgsmål er, hvilken funktion vedkommende har: arbejde ombord, fremtræden på land eller deltagelse i en kampscene. Disse valg hjælper mere end at samle på genkendeligt tilbehør.

Hvilke kilder gør det muligt at rekonstruere beklædningen

En seriøs rekonstruktion kombinerer forskellige typer evidens. Bevarede beklædningsgenstande viser materialer og sømme; forsyningskontrakter forklarer, hvad der blev udleveret; vidneudsagn og beretninger beskriver konkrete personer. Stik og kobberstik hjælper med at studere en fremstilling, men deres udseende afhænger også af kunstnerens valg.

Det er en god idé at læse hver kilde med to spørgsmål: hvad beviser den egentlig, og hvor langt rækker den? En bevaret skjorte beviser, at det design eksisterede; den beviser ikke, at alle pirater bar den. En beretning om et bestemt smykke kan beskrive et ekstraordinært tilfælde uden at etablere en generel mode.

• Dateret genstand: Giver mulighed for at undersøge et rigtigt stykke tøj, men kræver verifikation af herkomst og tilskrivning.
• Forsyningsdokument: Informerer om tøj tilgængeligt i en bestemt institution og periode.
• Vidneudsagn om en person: Bidrager med et enkelttilfælde, hvis pålidelighed skal vurderes.
• Historisk billede: Dokumenterer en fremstilling; svarer ikke automatisk til en direkte observation.
• Nutidig reproduktion: Giver mulighed for at visualisere et sæt, men kræver uafhængige referencer for at kunne anses som historisk tro.

Bogen A General History of the Pyrates, udgivet i 1724 under navnet Captain Charles Johnson, er en kilde tæt på begivenhederne og meget indflydelsesrig. Den indeholder også dramatiserede fortællinger. I denne guide tilskrives dens beskrivelser bogen frem for at gøre dem til sandheder om alle besætninger.

Manglen på tidlige bevarede maritime beklædningsgenstande tilføjer endnu en vanskelighed. Royal Museums Greenwich advarer om sjældenheden af eksempler fra før reguleringen af sømandsuniformer. Senere kilder giver mulighed for sammenligning, men kan ikke udfylde alle huller: en detalje fra 1780 eller det 19. århundrede kræver sin egen datering.

Tøjet ombord: udgangspunktet for beklædningssættet

Mange elementer, som vi i dag identificerer som piratagtige, tilhørte periodens mandlige eller maritime beklædning. Det historiske spørgsmål er ikke, om et stykke tøj "ligner pirattøj", men om dets form, materiale og kombination passer med kilderne for den person, der fremstilles.

Det engelske udtryk slops blev brugt om færdigsyet tøj, som sømænd kunne købe ombord. Ifølge Royal Museums Greenwich nævnes systemet i 1623 og inkluderede beklædningsgenstande som lærredsjakker, veste og undertøj. Museets registrering indeholder desuden en kontrakt fra 1706, der nævner stribede bukser. Den dokumentation gør det muligt at tale om tøjleverancer; ikke om en ubegrænset frihed til at klæde sig uden nogen betingelser.

Man bør heller ikke forveksle dette forsyningstøj med en piratuniform. For at sammenligne kronologier daterer museet den første model af en marineuniform i deres samling til 1748 og påpeger, at britiske sømænd først fik en officiel uniform i 1857. Det er milepæle for den britiske marine, ikke regler, der kan overføres til ethvert skib i verden.

En nyttig konsekvens for tolkning af billeder er, at en vis lighed mellem sømænd kan stamme fra beklædning, der var tilgængelig eller købt i samme miljø. Man behøver ikke forestille sig, at de bar et fælles emblem, eller at hvert individ opfandt en helt anderledes silhuet.

Skjorte: form, volumen og detaljer

Hørskjorten var en grundlæggende beklædningsgenstand i europæisk herremode i begyndelsen af det 18. århundrede, som Fashion Institute of Technologys kronologi forklarer. Ved en rekonstruktion er det interessant at se på snittet, kraven og manchetterne; store ærmer alene er ikke nok til at identificere en sømandsskjorte.

Et senere materielt eksempel hjælper med at forstå, hvorfor snitmønstret betyder noget. Metropolitan Museum bevarer en fransk hørskjorte dateret til omkring 1780 med indsatte stykker under armene for at lette bevægelse og ved skuldrene for at forbedre pasformen. Det er en sammenligning af konstruktion, ikke en skjorte tilskrevet en pirat fra 1720.

Denne sondring undgår en almindelig fejl: at antage, at alt blonder eller alle snore til lukning tilhører samme øjeblik og samme brug. Når man ønsker at repræsentere en bestemt karakter, bør krave og finish findes i den valgte reference, ikke udledes af en beklædningsgenstands handelsnavn.

De piratinspirerede skjorter gør det muligt at udforske nutidige fortolkninger af denne del af sættet. For at vurdere deres troværdighed bør man sammenligne dem med en dateret kilde og skelne mellem sceniske løsninger og dokumenterede.

Bukser og knæbukser: datoen ændrer læsningen

Knæbukser og bukser er ikke udskiftelige som historisk reference. Deres længde, vidde, talje og lukninger skal studeres inden for den valgte periode. Selv en beklædningsgenstand, der virker simpel, kan introducere en anakronisme, hvis den kopieres fra et meget senere billede.

Studiet Clothing the Royal Navy Sailor, 1765 to 1775, som Newport Historical Society ligger inde med, dokumenterer køb af bukser i hør eller lærred og knæbukser i uld. Det studerer også hvide, stribede og ternede skjorter samt jakker. Deres ramme er den britiske marine fra 1765–1775: det bør ikke overføres direkte til piratbesætninger et halvt århundrede tidligere.

På den anden side er de stribede bukser, der opbevares af Royal Museums Greenwich og bruges til at forklare slops, fra begyndelsen af det 19. århundrede. Genstanden og kontrakten fra 1706, der nævnes i samme registrering, er beviser fra forskellige datoer. At opretholde denne adskillelse er essentielt for ikke at præsentere en sen beklædningsgenstand, som om den havde tilhørt Guldalderen.

I en rekonstruktion er det en god idé først at beslutte, hvilken kilde man følger, og derefter sammenligne tøjets form. Samlingen af piratinspirerede bukser samler aktuelle forslag; katalogets klassificering certificerer ikke i sig selv en historisk periode.

Vest, jakke og frakke

Herremode i begyndelsen af det 18. århundrede kombinerede lag-på-lag. FITs kronologi beskriver frakker, der gik ned under knæene, og veste, der var længere end mange nutidige fortolkninger. Denne kontekst hjælper med at forstå silhuetten, selvom elegant påklædning ikke bør forveksles med hverdagsbeklædning for enhver sømand.

Når du analyserer et billede, så læg mærke til, hvor hvert lag slutter, og hvordan knapper, lommer og manchetter hænger sammen. En kort jakke og en lang frakke kan kommunikere forskellige situationer. At reducere dem til "kaptajnsfrakke" sletter detaljer, der gør det muligt at datere og kontekstualisere sættet.

En beklædningsgenstands praktiske anvendelighed beviser heller ikke, at alle brugte den. Det er rimeligt at overveje bevægelsesfrihed, når man designer en rekonstruktion til arbejde mellem reb; at hævde, at en historisk besætning altid undlod pynt, ville kræve en kilde om netop den besætning.

For at observere, hvordan silhuetten tolkes i dag, kan man se på piratinspirerede veste og piratinspirerede frakker og jakker. Den historiske sammenligning skal tage hensyn til det fulde snit, ikke kun farven eller antallet af knapper.

Hatte, tørklæder og fodtøj: tilbehør med kontekst

Trekanthatten var ikke et eksklusivt kendetegn for pirater. FIT inkluderer den blandt mandligt tilbehør fra begyndelsen af det 18. århundrede. At den optræder i periodens civile beklædning forklarer dens sandsynlighed; det beviser ikke, at alle sømænd bar den, eller at dens pynt var ens.

Tørklæder kræver også forsigtighed. En reference, der dokumenterer et halstørklæde, beviser ikke automatisk, at det blev brugt som bandana på hovedet. I en rekonstruktion kan den placering vælges af visuelle årsager, men man bør anerkende det som et bevidst valg, hvis der ikke findes en specifik kilde, der støtter det.

Samlingen af piratinspirerede hatte tjener til at sammenligne fortolkninger af hovedbeklædning. For en fremstilling af omkring år 1700, undersøg form og materiale, før du overvejer fjer, kranier eller anden pynt. Et tilbehørs genkendelighed fra film erstatter ikke dets datering.

Med fodtøj sker der noget lignende. Sko, spænder og hæle tilhørte periodens herremode, men deres varianter afhænger af konteksten. Beskrivelsen af en elegant adelsmand bør ikke blive reglen for dem, der arbejdede ombord. Det er heller ikke nok at hævde, at alle gik barfodet, eller at alle bar høje støvler.

Hvis målet er en rekonstruktion, skal valget tage udgangspunkt i referencen og den aktuelle aktivitet. Hvis målet er en historisk illustration, er det bedre at lade en tvivl være synlig frem for at fuldende den med et spektakulært tilbehør uden opbakning.

Materialer og farver: undgå en palet af klichéer

De konsulterede kilder dokumenterer forskellige tekstiler og kombinationer, men de tillader ikke at definere et unikt materiale, der gør et stykke tøj til "pirat". Desuden er fiber, stoffets kvalitet og snit forskellige spørgsmål. To stykker tøj, der begge kaldes hør, kan have vidt forskellige finish og funktioner.

Metropolitan Museums syntese om europæisk beklædning i det 18. århundrede understreger de kulturelle udvekslinger forbundet med markederne og modens diversitet. Dette perspektiv fraråder at forestille sig en fastlåst æstetik gennem hele århundredet. En beklædningsgenstands oprindelse og dato er fortsat mere informative end en generel etiket.

For farver er det bedste kriterium det enkelte tilfældes evidens. Der er ingen grund til at gøre sort, brun og rød til en obligatorisk kombination, og heller ikke til at forstå ethvert skinnende stof som usandsynligt. De luksustilfælde, Johnson beskriver, viser, hvorfor begge forenklinger er utilstrækkelige.

I moderne reproduktioner, læg også mærke til, hvordan finish ændrer den visuelle læsning: en meget skinnende overflade, et enormt spænde eller en intens kontrast kan lede opmærksomheden mod fantasi. Det er ikke fejl ved en teatergarderobe; de svarer blot til en anden hensigt end at rekonstruere en dokumenteret beklædningsgenstand.

Klædte kaptajner sig altid mere luksuriøst?

Der findes beretninger om kaptajner, der brugte iøjnefaldende beklædning. Det mest konkrete eksempel blandt de konsulterede kilder er Bartholomew Roberts. Johnson beskriver ham under hans sidste kamp med vest og knæbukser i karmoisinrødt damask, rød fjer i hatten og en guldkæde med et diamantkors. Beskrivelsen binder beklædning, bevæbning og personligt image sammen i en bestemt scene.

Samme bog nævner hvide skjorter og talrige silkeveste blandt mænd fra et andet skib i hans kompagni. Inden for beretningen er luksus derfor ikke forbeholdt udelukkende kaptajnen. Det er en grund til at opgive ideen om, at hele besætningen var dårligt klædt, mens deres chef tilegnede sig de bedste beklædningsgenstande.

Man bør også korrigere påstanden om, at kaptajnen nødvendigvis ejede størstedelen af byttet. De artikler, Johnson tilskriver Roberts, tildeler to dele til kaptajnen og bådsmanden, modsat andelene til andre officerer og besætningsmedlemmer. Det tilfælde viser en reguleret fordeling; det tillader ikke at etablere en identisk formel for alle skibe.

Det vi kan fastholde, er mere konkret og mere interessant: Nogle beretninger viser en iscenesættelse af rigdom og autoritet, mens andre detaljer beskriver regler for fordeling. Tøj kan være en del af denne iscenesættelse uden at udgøre en ranguniform.

For at fremstille Roberts tilbyder en tilskrevet og dateret beskrivelse et grundlag. Når man skal opfinde en teaterkaptajn, giver det mulighed for at lade sig inspirere uden at lade som om, at en hvilken som helst pyntet frakke har tilhørt en virkelig person.

Anne Bonny og Mary Read: hvad vi ved om deres tøj

Kvinder, der deltog i pirateri, bør ikke forsvinde fra forklaringen. Smithsonian Ocean præsenterer Anne Bonny og Mary Read i mandstøj og placerer dem i «Calico» Jack Rackhams besætning. Det er et specifikt tilfælde, ikke et bevis på en universel pirat-kvindegarderobe.

Library of Congress noterer, at vidner ved retssagen i 1720 beskrev deres deltagelse sammen med besætningen, mens de bar mandstøj. Denne type vidneudsagn gør det muligt at tale om et observeret udseende. Det giver dog ikke en fuldstændig fortegnelse med det nøjagtige mønster, farverne og stofferne på hver enkelt del.

Derfor må en rekonstruktion af Bonny eller Read skelne mellem det dokumenterede og det valgte for at fuldende scenen. En skjorte, en underdel og en jakke kan foreslås som en kontekstuel fortolkning; et udvendigt korset, en asymmetrisk nederdel eller specifikke støvler kræver deres egen historiske begrundelse.

Problemet er ikke at skabe en fantasikarakter, men at præsentere denne kreation som en persons dokumenterede tøj. En fremstilling kan være stemningsfuld og ærlig på samme tid, hvis den forklarer sine begrænsninger.

Bælter, sværdophæng og våben: at fuldende uden at overbelaste

En skede og dens ophængningssystem er en del af det sæt, som det kan betale sig at undersøge. Et sværds placering ændrer, hvordan tøjet falder, og hvordan karakteren bevæger sig. For at vurdere en rekonstruktion skal du se på det samlede sæt og lede efter en reference, der viser, hvordan det blev båret, i stedet for at tilføje remme ved ophobning.

Pirat-inspirerede bælter gør det muligt at udforske nutidige løsninger til fastholdelse. Et kranie på spændet er et genkendeligt designelement, men bør ikke tolkes som et emblem, som alle pirater bar.

Johnson beskriver Roberts med sværd og pistoler ophængt i et bånd af silke, og tilskriver Blackbeard en bandolier med flere pistoler. Det er beretninger om specifikke personer. De beviser ikke, at alle ombordværende bar samme antal våben eller samme ophængningssystem.

Pirat-inspirerede sværdsreproduktioner hjælper med at visualisere dette forhold mellem kostume og våben. For en historisk tilskrivning skal man studere referencemodellen og dens datering: ordet "pirat" i kataloget angiver en kommerciel kategori, ikke oprindelsen af en antik genstand.

Inden for teater, festivaler eller rollespil skal formålet med reproduktionen og aktivitetens regler vurderes separat. Et objekts udseende gør det ikke muligt at udlede, at det er egnet til kontakt eller kamp. Et overbevisende sæt starter med sammenhængende tøj; at tilføje våben retter ikke et mønster fra en anden æra.

Hvilke emner bør udelades fra den historiske forklaring

• «Alle bar trekantet hat»: en hat, der findes i periodens mode, svarer ikke til en uniform.
• «Kun kaptajner bar luksuriøse stoffer»: de undersøgte beskrivelser inkluderer prangende tøj blandt andre besætningsmedlemmer.
• «Alt tøj stammede fra plyndring»: beretninger om tyveri af tøj retfærdiggør ikke en entydig forklaring af enhver garderobe.
• «En klap identificerer en pirat»: Royal Museums Greenwich relaterer synstab og tab af lemmer til sølivets risici, også blandt andre søfolk.
• «Kranier var obligatoriske på hatte og bælter»: et symbol, der er velkendt i den nuværende æstetik, beviser ikke en beklædningsregel.
• «En kommerciel reproduktion er en historisk kilde»: dens visuelle nytte skal ledsages af uafhængig dokumentation.

Målet er ikke at eliminere det genkendelige fra en rekonstruktion, men at vide, hvilken del der stammer fra en kilde, hvilken del der er en rimelig sammenligning, og hvilken del der er et kreativt valg. Denne adskillelse gør det muligt at nyde karakteren uden at forvandle en antagelse til en kendsgerning.

Hvordan man bygger en rekonstruktion med historisk kriterium

Følgende metode tjener til at forberede et sæt, bestille kostumer eller revidere en illustration. Den kræver ikke, at hver detalje har samme sikkerhed, men at man kender årsagen til hver beslutning.

1. Definer sted, dato og situation. «Atlantisk sømand omkring 1720 i arbejde ombord» vejleder bedre end «gammel pirat». Hvis man repræsenterer en virkelig person, skal man starte med vedkommendes referencer.
2. Vælg en primær kilde og en sammenligning. Noter hvilken dato de har, og hvilken del af sættet de viser. En senere reference skal forblive identificeret som senere.
3. Løs silhuetten først. Se på længden af skjorte, underdele og lag. Tilføj derefter krave, manchetter, lommer og lukninger.
4. Retfærdiggør tilbehøret ét efter ét. Hat, tørklæde, fodtøj og remme skal svare til karakteren og scenen. Ikke alt behøver at tiltrække sig opmærksomhed.
5. Test sættet i den planlagte aktivitet. Tjek mobilitet, pasform og fastholdelse. Denne nutidige test oplyser om dit kostume; den beviser ikke i sig selv, hvordan en historisk besætning arbejdede.
6. Registrer de kreative beslutninger. Hvis en farve eller et ornament ikke er dokumenteret, beskriv det som et valg for rekonstruktionen. På den måde forbliver resultatet klart og forsvarligt.

Til en fest eller et show kan en fri og genkendelig fortolkning være nok. Til formidling eller historisk rekonstruktion er det interessant at bevare denne liste over referencer og tvivlsspørgsmål. Forskellen ligger i det løfte, man giver publikum: at fremkalde et eventyr og at rekonstruere et outfit er mål, der kræver forskellige beviser.

Piraters beklædning forstås bedst ved at studere personer fra en konkret æra. Sømandstøj giver konteksten; dokumenter og beretninger tilføjer sager; nutidige reproduktioner gør det muligt at visualisere muligheder. At holde disse tre funktioner adskilt er grundlaget for en sammenhængende rekonstruktion.

Kilder og begrænsninger for rekonstruktionen

Museumsobjekter, søfartsdokumentation og beretninger tæt på perioden er blevet holdt op mod hinanden. Referencer fra 1765–1775, skjorten fra omkring 1780 og bukserne fra begyndelsen af det 19. århundrede bruges som daterede sammenligninger, ikke som pirattøj fra 1720. Fotografierne af kostumer og våben, der ledsager teksten, viser moderne reproduktioner.

• Royal Museums Greenwich: History of pirates, the Golden Age of Piracy. Kronologisk ramme og skelnen mellem pirateri og kaperfart.
• Royal Museums Greenwich: sømandsbukser og slops-system, ZBA8736. Genstand fra begyndelsen af det 19. århundrede og tidligere dokumentation citeret af museet.
• Royal Museums Greenwich: samling af marineuniformer. Kronologi for den første uniformstype i deres samling.
• Fashion Institute of Technology: 1700–1709. Kontekst for europæisk mandstøj i begyndelsen af det 18. århundrede.
• Captain Charles Johnson: A General History of the Pyrates, anden udgave, 1724. Beskrivelser af Roberts, Blackbeard, tøj og fordeling; tidstypisk beretning, der kræver kritisk læsning.
• Metropolitan Museum of Art: fransk hørskjorte, omkring 1780, 2009.300.62. Senere materiel sammenligning af konstruktion og bevægelse.
• Clothing the Royal Navy Sailor, 1765 to 1775, hostet af Newport Historical Society. Studie af forsyninger og tøj fra en senere fase.
• Metropolitan Museum of Art: Eighteenth-Century European Dress. Mangfoldighed og ændringer i tøj fra det 18. århundrede.
• Smithsonian Ocean: Ann Bonny and Mary Read. Reference om begge kvinder og deres mandstøj.
• Library of Congress: The Life and Trial of Anne Bonny. Syntese med henvisning til vidneudsagn fra retssagen.
• Royal Museums Greenwich: Pirate myths debunked. Kontekst om kvæstelser, populære billeder og visse besætningers regler.