Scimitars: historie, typer og myter om den krumme sabel

Cimitaren var ikke ét enkelt sværd, og den tilhørte heller ikke ét enkelt folk. Det er en vestlig betegnelse, der endte med at samle forskellige krumklingede sabler brugt fra Persien og den osmanniske verden til det indiske subkontinent. Under denne etiket finder man våben med meget forskellige profiler, greb og kontekster: den persiske shamshir, den osmanniske kilij eller den indiske talwar, blandt andre.

Dens krumme silhuet er blevet et visuelt emblem for Orienten, men det populære billede blander historie, litteratur og fantasi sammen. For at forstå den er det hensigtsmæssigt at adskille tre spørgsmål: hvad «cimitarr» egentlig betyder, hvorfor mange sabler antog krumme klinger, og hvor meget sandhed der er i historierne om Saladin og Damaskus-stål.

Hvad er en cimitarr?

I almindelig brug er en cimitarr en sabel med et krumt blad, normalt slebet på den ene side. Denne definition tjener til at genkende den generelle familie, men den identificerer ikke en præcis historisk model. Den islamiske verden strakte sig i århundreder over enorme områder med deres egne militære og håndværksmæssige traditioner; derfor har der aldrig eksisteret en universel «arabisk cimitarr».

Metropolitan Museum of Art bemærker, at sablen eller cimitaren i dag er det våben, der oftest forbindes med muslimske krigere, og beskriver den ved dens lange, let krumme og enkeltslebne klinge. Museet advarer dog selv om, at islamiske våben udviser en enorm regional og kronologisk diversitet.

Hvorfor er klingen krum?

Krumningen fremmer et skærende hug: ved anslag bevæger en større del af æggen sig hen over målet i stedet for at ramme det helt vinkelret. Denne geometri var særligt velegnet til hug fra hesteryg. Det betyder ikke, at alle krumme sværd blev skabt til kavaleriet, eller at de var overlegne i enhver situation; et våbens design svarer til en kombination af brug, materialer, teknikker og kulturelle præferencer.

En lige klinge kan give fordele ved stik, mens en meget krum sabel prioriterer hugget. Mellem disse to yderpunkter findes en bred vifte af løsninger. Et studie fra Met om en iransk klinge fra det 11.-12. århundrede beskriver netop udviklingen fra de lige sværd i de tidlige islamiske århundreder mod den krumme sabel, der blev brugt som hugvåben fra hesteryg.

Shamshir, kilij, talwar og andre familier

At kalde alle disse våben for «cimitarr» gør samtalen lettere, men skjuler forskelle, der er nyttige for samlere og historieentusiaster.

• Shamshir: sabel primært forbundet med Persien, med en smal klinge og udtalt krumning. Dens persiske navn betyder «sværd» og er oprindelsen til flere europæiske former af ordet cimitarr.
• Kilij: sabel fra det osmanniske område. Mange eksemplarer har et udvidet område nær spidsen, kendt som yelman, selvom formen ændrer sig alt efter periode og værksted. Den kilij, som Met har i sin samling, viser også, hvordan greb, skede, inskriptioner og materialer var en del af dens hofmæssige betydning.
• Talwar: sværd eller sabel fra det indiske subkontinent, ofte genkendeligt på sit metalgreb og en skiveformet knop. Klingerne kunne variere meget, og ikke alle havde samme krumning.
• Saif: generelt arabisk ord for «sværd», ikke navnet på én bestemt geometri. Afhængigt af sted og periode kan det referere til både lige og krumme våben.
• Yataghan: osmannisk våben med en relativt kort klinge, der ofte buer fremad. Den inkluderes ofte i cimitarr-forestillingen, selvom dens profil og anvendelse ikke er identiske med en lang sabel.

Saladin og silkeklædet: en litterær scene

En af de mest gentagne legender stiller styrken hos Richard Løvehjerte op mod præcisionen hos Saladin. Richard hugger en jernstang over med sit tunge sværd; Saladin svarer ved at dele en pude og et silkeklæde med en usædvanligt skarp, krum klinge. Scenen er mindeværdig, men den bør ikke fremstilles som en krønike fra det Tredje Korstog.

Dens moderne udbredelse stammer fra Talismanen, den historiske roman, som Walter Scott udgav i 1825. Edinburgh Universitet beskriver værket som en litterær genskabelse sat i korstogene og noterer den debat, den allerede dengang vakte på grund af den frie brug af historiske personer og begivenheder. Anecdoten tjener til at forstå, hvordan det 19. århundrede konstruerede en romantisk modstilling mellem det tunge og kontante europæiske sværd og den lette og raffinerede orientalske klinge; det beviser ikke, at Richard og Saladin udførte netop den demonstration.

Legenden om sløret fortæller mere om det 19. århundredes europæiske fantasi end om Saladins faktiske våben.

Hvilket forhold har cimitaren til Damaskus-stål?

Ikke alle historiske cimitarer var lavet af Damaskus-stål, og ikke alle klinger kaldet «damaskus» blev fremstillet på samme måde. I konteksten af historiske orientalske våben knyttes navnet ofte til det digelstål, der er kendt som wootz: et stål med et højt kulstofindhold produceret i barrer og derefter forarbejdet gennem nøje kontrol af smedning og termiske cyklusser.

Det bølgede eller «vandede» mønster på visse klinger var ikke maling. Metallurgiske undersøgelser relaterer det til bånd af karbidpartikler dannet inde i materialet. Arbejdet af J. D. Verhoeven, A. H. Pendray og E. D. Gibson om klinger af Damaskus wootz-stål forklarer, at disse bånd udvikler sig under smedningen ved adskillelse af visse grundstoffer og selektiv vækst af cementit. Et andet studie placerer kulstofindholdet i mange historiske wootz-stål på omkring 1,5 %, men sammensætningen var ikke identisk i alle stykker.

Derfor er det tilrådeligt at undgå to forenklinger. Den første er kun at tilskrive klingens kvalitet til at «have mere kulstof»: et overskud eller en forkert behandling kan gøre stålet skrøbeligt. Den anden er at forveksle det historiske wootz med moderne mønstersvejset stål, som skaber mønstre ved at samle og bearbejde lag af forskellige legeringer. Begge kan vise synlige motiver, men deres struktur og proces er ikke ækvivalente.

Fra historisk våben til samlerobjekt

Nutidens cimitarer dækker meget forskellige anvendelsesområder. Nogle er dekorative reproduktioner beregnet til udstilling; andre er fremstillet til træning, genskabelse, LARP eller kontrolleret skæring. Det ydre udseende er ikke nok til at fastslå, om et stykke er sikkert at bruge.

• Dekorativ: prioriterer visuel fremtræden og finish. Bør ikke bruges til at hugge eller skære med, medmindre producenten udtrykkeligt angiver det.
• Funktionel: kræver klare specifikationer vedrørende stål, tange, montering, varmebehandling og tilsigtet brug. «Funktionel» betyder ikke uforgængelig og giver ikke tilladelse til praksis uden træning og beskyttelse.
• Genskabelse eller træning: skal svare til aktivitetens regler. Den acceptable æg, spids, fleksibilitet og vægt afhænger af disciplinen.
• LARP: anvender normalt fleksible og polstrede materialer designet til reguleret leg; det er ikke et funktionelt metalsværd.

Hvordan man vælger en cimitarr

Det første kriterium bør ikke være den mest spektakulære krumning, men det reelle formål med købet.

1. Definer brugen: udstilling, temasamling, gave, genskabelse, træning eller LARP.
2. Tjek målene: samlet længde, klingelængde og vægt afgør, hvor meget plads den kræver, og hvordan den håndteres.
3. Gennemgå materialer og montering: søg konkret information, ikke vage udtryk som «overlegen kvalitet».
4. Skeln mellem historisk troskab og fantasi: begge kan være legitime muligheder, men de svarer til forskellige interesser.
5. Planlæg udstilling og pleje: brug en stabil holder, undgå vedvarende fugt og følg anbefalingerne for vedligeholdelse af materialet.

Cimitarer til bryllupper og ceremonier

Nogle par vælger en ceremoniel cimitarr til at skære bryllupskagen med og gemme den efterfølgende som et minde. Det er en moderne brug, ikke en universel skik i den arabiske verden. Hvis den indgår i en fejring, skal den behandles som en skarp genstand: sikker transport, håndtering af voksne, ryddet plads og passende rengøring før kontakt med fødevarer. Et rent dekorativt stykke bør ikke bruges til at skære uden udtrykkelig bekræftelse fra producenten.

En genkendelig form, mange historier

Cimitaren er fascinerende netop fordi den ikke passer ind i én enkelt definition. Dens kurve peger tilbage på kavaleriet, men også på persiske, osmanniske og indiske værksteder; dens prestige næres af historiske objekter, metallurgiske fremskridt og litterære fortællinger. At identificere den konkrete familie, epoke og brug for hvert stykke gør det muligt at værdsætte det uden at gentage myter, som var de fakta.

Hvis du leder efter et stykke til udstilling, genskabelse eller en temasamling, kan du udforske samlingen af cimitarer og sammenligne den med det bredere udvalg af arabiske sværd. For at præsentere den stabilt, se også sværdholdere.

Konsulterede kilder

• Metropolitan Museum of Art: islamiske våben og rustninger.
• Metropolitan Museum of Art: Court and Cosmos, iransk sabelklinge fra det 11.-12. århundrede.
• Metropolitan Museum of Art: kilij-sværd med skede.
• Edinburgh Universitet: Talismanen af Walter Scott.
• Verhoeven, Pendray og Gibson: studie af Damaskus wootz-stål klinger.
• Perttula: egenskaber og struktur af orientalsk wootz-stål.