Indholdsfortegnelse
Fødslen af Filip 2., konge af Spanien og Portugal, i Valladolid den 21. maj 1527 fyldte hans forældre, kejser Karl 5. og dronning Isabella af Portugal, med glæde. Den lille Filip blev taget i ed som tronarving til Castilien den 10. maj 1529 i San Jerónimo-klosteret i Madrid.
På billedet herunder, som forestiller et maleri af Filip 2., kan man i hans venstre hånd se hans karakteristiske kårde med slangetype-fæste, som var typisk for renæssancen. Det var det fæste, der ydede mindst beskyttelse under kamp, næst efter fæster med skål, som man finder på fleuretter; kårder med kopfæste ydede den bedste beskyttelse af hånden ved frontale angreb.
Begrebet "ropera" (kårde), som er karakteristisk for den spanske renæssance, betegner et sværd med en lang, lige klinge, der føres med én hånd. Det kaldes en "ropera", fordi det blev båret som et tilbehør til tøjet, normalt brugt som mode og som personligt forsvarsvåben. Don Filips forhold til sin mor var meget tæt, så dronning Isabellas død i 1539 var et meget hårdt slag for den lille prins. Samme år begyndte han sine politiske opgaver, da han blev indsat som rigets regent, mens hans far drog til byen Gent. Filip var tolv år gammel.
Han blev gift første gang i 1543 med sin kusine Maria Manuela af Portugal. Han blev enkemand blot et år senere efter hustruens fødsel af prins Carlos. Samme år som sit bryllup blev Filip igen indsat som regent af Castilien. I 1554 giftede han sig igen; den nye hustru var dronning Maria Tudor af England, da Karl 5. var særligt interesseret i en engelsk alliance. Filip 2. modtog derefter titlen som konge af Napoli og hertug af Milano, og rejste til London for at fejre sit bryllup den 25. juli 1554.
Han blev enkemand for anden gang i 1558 og giftede sig for tredje gang med den unge Elisabeth af Valois. Elisabeth af Valois' død i 1568 og prinsen af Oraniens invasion i Nederlandene betød, at året 1568 betragtes som Filip 2.s regerings "annus horribilis". Han var blevet enkemand for tredje gang, uden en mandlig arving og med en krig under opsejling i Nordeuropa. I 1570 indgik han endnu et ægteskab, det fjerde, hvor valget faldt på hans egen niece, Anna af Østrig. Parret fik 5 børn, hvoraf kun tronarvingen, den senere Filip 3., overlevede. Anna af Østrig døde i 1580, men kongen giftede sig aldrig igen og tilbragte sine sidste år som enkemand.
Filip 2.s kårde med slangetype-fæste
I 1555 modtog han overhøjheden over Nederlandene fra sin far, Karl 1. Omgangen med hollænderne og tyskerne var meget tæt, og han blev en monark, der var afholdt af sine undersåtter. Året efter abdicerede Karl 1. til fordel for sin søn og overlod ham kronerne i Castilien og Aragonien, hvilket gjorde Filip til herre over sin tids vigtigste imperium.
Filip 2.s styre sammenfaldt med den periode, der kendes som renæssancen. Selvom det ideologiske skift ikke var så ekstremt som i andre lande; man brød ikke abrupt med middelalderens traditioner, den religiøse litteratur forsvandt ikke, og det var i renæssancen, at asketiske og mystiske forfattere opstod; derfor taler man om en spansk renæssance, der var mere original og varieret end i resten af Europa.
Filip 2. moderniserede og styrkede administrationen af det spanske monarki og fjernede det fra middelalderlige traditioner og de ambitioner om universelt herredømme, som hans fars katolske monarki havde repræsenteret. Han udviklede et centraliseret bureaukrati, som han udøvede et direkte og personligt tilsyn med. Filip måtte erklære monarkiet konkurs tre gange (1560, 1575 og 1596).
I udenrigspolitikken begyndte Filip 2.s regeringstid med kronens frigørelse fra imperiale forpligtelser (1556), opgivelsen af projektet om en union med England efter Maria Tudors død (1558) og de militære sejre ved Saint-Quentin (1557) og Gravelines (1558), som midlertidigt bragte fred i den tilbagevendende konflikt med Frankrig (Freden i Cateau-Cambrésis, 1559). Han døde i 1598 i El Escorial-paladset, som han selv havde beordret opført. Han blev efterfulgt af Filip 3., søn af hans fjerde ægteskab (med Anna af Østrig).
SE ALLE TYPER AF SVÆRD
