Indholdsfortegnelse
Efterfølgeren til den berømte kong Richard Løvehjerte, Johan uden Land, var forhadt af de engelske baroner, som han havde tvunget til at betale ham mange bøder og skatter. Ærkebiskoppen af Canterbury, Langton, viste baronerne et gammelt brev, hvori kong Henrik I (som var fransk) lovede at overholde engelske skikke. De engelske baroner besluttede derfor også at udforme et brev, hvori englænderes rettigheder blev fastlagt, og som tvang kongen til at sværge på at respektere det fremover. Baronerne svor, at hvis han nægtede, ville de føre krig mod ham, indtil han gav efter (1214).
Siden da har englænderne kaldt Magna Carta for "fundamentet for engelske frihedsrettigheder". Det forhindrede ikke kongen i at regere dårligt, men det fastlagde skriftligt og uomtvisteligt de skikke, som kongen og hans rådgivere havde pligt til at overholde. Kongen selv havde ikke længere ret til at handle efter eget forgodtbefindende. Som englænderne sagde, var han "underlagt loven", det vil sige forpligtet til at respektere den.
