Indholdsfortegnelse
Gladius-sværdet fra det antikke Rom er et tveægget blankvåben, der blev brugt af de romerske legioner. Gladius er det romerske udtryk for sværd. Det havde en længde på cirka en halv meter, selvom de også blev lavet på mål.
De romerske soldater var praktiske, når de skulle dræbe deres fjender, og det var nok at stikke spidsen af gladius-sværdet 5 centimeter ind i modstanderens krop for at fælde ham.
De romerske gladii blev tilpasset fra de korte sværd, som keltiberiske lejesoldater (gladius hispaniensis) brugte i Hannibals tjeneste under de puniske krige.
De kunne også bruges til hug, hvilket ofte ikke var til megen nytte, da fjenden kunne bære en brynje; hvis det blev nødvendigt at hugge, havde de et dobbelt æg.
De oprindelige spanske sværd var målt til den enkelte person og lavet af jern af høj kvalitet, der var behandlet på en særlig måde, hvilket resulterede i exceptionelle våben.
Brugen af dette effektive våben, som betragtes som det bedste sværd, der nogensinde har eksisteret ud fra et praktisk og strategisk synspunkt, og som forårsagede flest dødsfald i antikken, fik sin ende i det midterste kejserrige. Gladius var en forbedring af falcataen på grund af skiftet i metallet, hvilket gjorde det lettere.
Gladius-sværdet er designet til hurtige stød. Dette var meget praktisk, da den romerske legionær, der bar sværdet, søgte dækning bag et scutum; når fjenden forgæves havde rettet sit slag mod romerens skjold eller rustning, eller gjorde sig klar til det, udførte romeren et hurtigt stød med sin smidige gladius og stak og dræbte modstanderen.
Gladius blev erstattet af spatha, som var kopieret fra de germanske barbarer.
[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=j3_cgK3oYBg[/embedyt]
