Indholdsfortegnelse
I slutningen af Republikken og begyndelsen af Imperiet brugte størstedelen af det romerske infanteri sværd og specielle kastevåben som deres primære våben.
Det romerske legionsoldatsværd var primært et stikvåben, et hurtigt våben til brug på kort afstand. Den romerske soldat søgte at komme tæt på fjenden og udnyttede øjeblikket, hvor denne forsøgte at slå eller forgæves ramte skjoldet eller rustningen, til at uddele et hurtigt stik for at dræbe ham.
Sværdet var længere end Gladius-sværdet, som var karakteristisk for midten og slutningen af Imperiet. I det 1. og 2. århundrede begyndte det romerske kavaleri at bruge disse længere sværd.
I modsætning til Gladius-sværdet gjorde Spatha det muligt at holde afstand til fjenden, og det var mere velegnet til hug frem for stik.
