Indholdsfortegnelse
Den rapieret med dets oprindelige elementer (parerstang, fæste og knop) er udstyret med en så perfekt balance, at den er meget hurtigere i hånden, end dens dimensioner ved første øjekast kan antyde. Balancepunktet på disse rapiere ligger normalt omkring fire fingre fra parerstangen.
Rapieret har tre typer parerstange: med sløjfe, med skæl og med skål, som i henholdsvis gradvist giver større beskyttelse til hånden, der holder våbnet. En sløjfe-parerstang består af de lange og generelt ikke særligt tykke parerstangsbøjler (selve korset), en bueformet håndbeskytter, der beskytter knoerne, én eller to ringe vinkelret på klingen og en række arme, der forbinder alle disse elementer på ydersiden og indersiden af parerstangen.
Det er ikke nødvendigvis alle disse elementer, der skal være til stede, og derfor klassificerer nogle forfattere denne type parerstange som henholdsvis en kvart sløjfe, halv sløjfe, tre fjerdedele sløjfe og hel sløjfe, afhængigt af antallet af disse elementer. Denne parerstang, som var almindelig mellem ca. 1550 og 1620, har sit udspring i parerstange med ben fra slutningen af det 15. århundrede og var yderst effektiv til at afværge hug, men i nogle tilfælde kunne modstanderens spids trænge ind mellem de forskellige arme og skade hånden, der holdt våbnet. Derfor brugte man ofte relativt tykke læderhandsker, når man kæmpede med denne type rapiere.
I takt med at fægtekunsten udviklede sig mod en stadig større brug af spidsen, blev det nødvendigt med bedre beskyttelse af hånden, og derfor blev metalplader (skæl) ofte tilføjet mellem ringene på sløjfe-parerstangen. Med tiden blev disse skæl dannet af én enkelt todelt plade af jern eller stål, som blev fastgjort til korset med et par ben. Således opstod skæl-parerstangen, som typisk er spansk, praktisk og robust, og som nød en ekstremt lang popularitet.
For at øge beskyttelsen af hånden yderligere havde andre parerstange, som var næsten samtidige med skæl-parerstangen, ikke en todelt plade, men en ægte halvkugleformet skål, som i praksis fik form som en skål eller cup, ligeledes holdt af et par ben. Denne skål, som giver navn til denne type parerstang, var forbundet med parerstangsbøjlerne og håndbeskytteren og tilbød et maksimalt beskyttelsesniveau for hånden, samtidig med at den var forholdsvis let. Dens brug spredte sig primært til Spanien og Italien og varede helt ind i det 18. århundrede. Det er den klassiske parerstang, som man mentalt forbinder med en rapier.
Udforsk rapiere med sløjfe-parerstang
For at sammenligne forskellige løsninger til beskyttelse af hånden, se også rapierer med skål-parerstang. Du kan udvide sammenligningen med kollektionen af renæssancerapiere.
