Indholdsfortegnelse
Mellem det 15. og 17. århundrede var kårdedueller i gaderne for at bevare æren en praksis, som soldaterne under den store kaptajn Fernández de Córdoba bragte til Spanien, hvorfor evnen til at håndtere en kårde var både en kunst og en nødvendighed.
Dueller foregik i det skjulte, da det ikke var lovligt, og det var meget almindeligt, når en adelsmand følte sig krænket, da ære var en højt værdsat værdi.
De spanske kårder blev fremstillet af fint stål og var meget berømte for deres kvalitet og skønhed. Dueller blev udkæmpet med kårder og tunge kapper, deraf det populære udtryk, som kendes i dag, "luchar a capa y espada" (at kæmpe med kappe og kårde), hvilket betyder at kæmpe med bravur og mod.
Typerne af kårder var meget varierede, og de blev båret af både civile og militærfolk, når de bevægede sig ud i gaderne. Det var sværdet fra den spanske guldalder.
Oprindelsen af dette spanske sværd optræder for første gang i hertug Álvaro de Zúñigas inventarliste over genstande, dateret omkring 1445. Navnet ser ud til at stamme fra, at det var et fornemt tilbehør til den personlige påklædning, tøjet, som et tydeligt tegn eller symbol på ejerens styrke og magt. De var ofte fremstillet og dekoreret med meget fine materialer og endda smykker.
I begyndelsen blev det anvendt af de højere sociale klasser: kongefamilien, højadelen, riddere af de religiøse ordener, militærfolk og andre herrer og adelsmænd. Senere spredte det sig til diverse befolkningsgrupper, lige fra eventyrere til rige borgere, især i større byer, hvor dueller og skænderier var hyppige.
Den spanske kårde havde en række fælles træk, såsom det tynde og smalle blad, der var noget længere end andre typer sværd for at holde fjenden på afstand, og den var en smule lettere.
De havde alle en fæste eller metalbøjle, der beskyttede hånden mod modstanderens stik. Fæsterne var formet som kopper, skaller eller bøjler. Udover at være et meget effektivt våben i kamp og duel, gav det bæreren stor prestige. Dets største betydning havde det fra den første tredjedel af det 15. århundrede til den sidste af det 17. århundrede.
Med det spanske sværd praktiserede man typisk stikfægtning, det vil sige, at det ikke var beregnet til at hugge med bladet mod fjenden, men til at ramme en vital del af kroppen med et stød.
Ved dueller kunne man også medbringe en venstrehåndsdolk (parerdolk), som gjorde det muligt at parere modstanderens sværdslag eller også såre med dolken. Det krævede både teknik og dygtighed at føre sværd og dolk på samme tid.
Det blev også ofte kendt som "kop-sværd" (espada cazoleta) på grund af den mere eller mindre halvkugleformede fæste, som nogle sværd og sabler havde mellem grebet og bladet for at beskytte hånden.
SE KÅRDER MED KOPFÆSTE
SE KÅRDER
