Indholdsfortegnelse
Sværdene tilhørende (Alexander III), konge af Makedonien, som meget ung efterfulgte sin far, Filip II, der blev myrdet i 336 f.Kr. Faderen havde forberedt ham på at regere ved at give ham militær erfaring og betro Aristoteles med hans intellektuelle uddannelse. Alexander den Store brugte de første år af sin regeringstid på at påtvinge sin autoritet over de folk, der var underlagt Makedonien, og som havde udnyttet Filips død til at gøre oprør. Han sendte sin hær mod det mægtige og omfattende Perserrige og fortsatte dermed det foretagende, som hans far havde påbegyndt kort før sin død.
Alexander drog sejrrig gennem Lilleasien (slaget ved Granikos, 334), Syrien (Issos, 333), Fønikien (belejringen af Tyrus, 332), Egypten og Mesopotamien (Gaugamela, 331), indtil han indtog de persiske hovedstæder Susa (331) og Persepolis (330). Efter at Darius III, den sidste achæmenidiske kejser, var blevet myrdet af en af sine satrapper (Bessos) for at forhindre ham i at overgive sig, fortsatte denne modstanden mod Alexander i det østlige Iran. Det næste billede viser det falcata-type sværd, som Alexander den Store brugte i sine kampe.
Da persernes hovedstad var erobret, hjemsendte Alexander de græske tropper, der havde ledsaget ham under felttoget, og lod sig udråbe til kejser ved at indtage pladsen efter achæmeniderne. Straks lancerede han nye erobringstogter mod øst: Han besejrede og dræbte Bessos og underlagde sig Partien, Aria, Drangiana, Arachosien, Baktrien og Sogdien. Som herre over Centralasien og det nuværende Afghanistan kastede han sig ud i at erobre Indien (327-325), idet han allerede nærede et projekt om verdensherredømme. Selvom han indlemmede den vestlige del af Indien (vasalstatus for kong Poros), måtte han opgive at fortsætte fremrykningen mod øst på grund af mytteri blandt sine tropper, der var udmattede af så lang en række erobringer og slag.
[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=-uj86Poxktc[/embedyt]
Alexanders tidlige død som 33-årig, som offer for malaria, forhindrede ham i at konsolidere det rige, han havde skabt, og genstarte sine erobringer. Riget overlevede ikke sin skabers død. Der udbrød tronfølgekampe, hvorunder Alexanders hustruer og børn døde, indtil riget blev delt mellem hans generaler (diadocherne): Seleukos, Ptolemæus, Antigonos, Lysimachos og Kassandros.
De resulterende stater var de såkaldte hellenistiske riger, som i de efterfølgende århundreder opretholdt Alexanders ideal om at bringe græsk kultur til Orienten, samtidig med at de umærkeligt lod orientalske kulturer trænge ind i Middelhavsområdet.
SE MERE AF ALEXANDER DEN STORES SVÆRD
