Indholdsfortegnelse
Inden for de traditionelle kampsportsgrene bevares stadig de bevægelser, der i gamle dage blev praktiseret med sværd og en række forskellige våben, som var afgørende på slagmarken. Våbnene blev klassificeret efter deres egenskaber og anvendelse. Dog er det mest kendte våben, ikke kun i Kina, men i hele verden, til alle tider og tilgængeligt for både bønder, hære og højtstående embedsmænd, sværdet.
Vi støder ofte på sværd, der er berømte på grund af de historier, der fortælles om dem – nogle virkelige og andre forankret i en fantastisk verden. Det er kendt, at OuYezi var det mest berømte sværd-smed i Kinas historie, aktiv i perioden kendt som Forårs- og efterårsperioden. I sit værksted fremstillede han et sæt på tre sværd bestilt af Kong Zhao af Chu, samt et andet sæt på fem sværd til Kong Goujian af Yue.
Legenden siger, at OuYezi boede i et bjergområde i staten Yue ved navn Long Yuan, og at han selv valgte stedet på grund af den isolation, det tilbød, samt adgangen til overlegne naturressourcer. Det tog ham to år at fremstille sværdene, som blev smedet af jern udvundet direkte fra bjerget Ci Shan og slebet med sten fra Liang Shi Keng. De første tre sværd blev navngivet Long Yuan (Dragens Kilde), Taia (Bjergtop) og Gongbu.
Kinesisk Jian Tai Chi-sværd med klinge smedet i Damaskus-stål
En anden historie fortæller, at der under Qin-dynastiet var en ung mand, der elskede at tale og føre ordet foran folk i sin landsby. En dag fandt han en ødelagt stålstang og fortalte dem, at det var et sværd, han havde fået af et udødeligt væsen i Nanshan-bjergene, og han kaldte det Chi Xiao. Drengen påstod, at sværdet var inkarnationen af Himmelens Røde Drage, som havde mødt den Store Qin-kejser, der var inkarneret i en stor hvid slange.
Fleksibelt Wushu langsværd
Landsbyboerne vidste udmærket godt, at den unge mand var en pralhans, og de lagde ikke meget vægt på det, indtil en aften, hvor en snes unge mænd, inklusive drengen og hans "sværd", drog ned til byen Feng Xize. På vejen mødte de en gigantisk hvid slange så hvid som ren sne. Skrækslagne over væsenet turde ingen bevæge sig, bortset fra drengen. Han sagde til sine venner, at han ville dræbe slangen, og begav sig ind i skoven for at jage den. Den unge mand vendte ikke tilbage den nat, og resten af gruppen besluttede, at det var tid til at vende hjem uden at vente på ham, da han sandsynligvis var blevet slangens aftensmad.
Funktionelt Dadao-sværd
Næste dag dukkede den døde slange og den sejrende pralhans op, og i stedet for stålstangen bar han et skinnende sværd, hvorpå man kunne læse to tegn, der lød Chi Xiao. Den anden store smed i Kinas historie var Ganjiang, som skabte to af de mest berømte sværd fra Forårs- og efterårsperioden. Nogle siger, at Ganjiang og OuYezi lærte sværdkunsten af den samme mester, mens andre hævder, at OuYezis datter var Ganjiangs kone.
Ifølge legenden var Goujiang, Kongen af Yue, i 494 f.Kr. ved at blive fanget af Wu-hærene, og som en kapitulering besluttede han at overgive tre af de fem sværd, som OuYezi havde lavet til ham. Kongen af Wu, en stor samler, blev så imponeret over sværdenes skønhed, at han bad Ganjiang om at lave et lignende.
Yang Tai Chi-sværd
For at behage Wu søgte Ganjiang sjælen fra de Fem Bjerge og metal i dalene fra de Seks Alliancer; han lærte fagets tricks i Himlen og praktiserede dem på Jorden; de hundrede ånder nærmede sig for at se hans arbejde, og Chi selv steg ned fra himlen. Men metallet til sværdet ville ikke smelte, Yin og Yang var ikke i harmoni. Da samlede han 300 jomfruer for at puste til ilden, og til sidst lykkedes det ham at lave to sværd til Wu. Det første blev kaldt Ganjiang og det andet Moyie, efter hans kone.
Selvom man ikke kan verificere sandheden i disse historier eller eksistensen af visse sværd, er formålet at undervise, og undervisning betragtes i Kina som en gave; den er baseret på etik, mental og følelsesmæssig balance og dermed udviklingen af visdom.
