Indholdsfortegnelse
I perioden med de store folkevandringer (barbarinvasionerne) blev store dele af Eurasien i tempererede zoner berørt, hvilket førte til faldet eller destabiliseringen af store, etablerede imperier såsom Romerriget, da de enten blev erobret med magt, eller der blev indgået politiske aftaler.
De fandt sted over en langvarig historisk cyklus mellem det 4. og 16. århundrede og omfattede stort set hele Europa og Middelhavsbassinet, hvilket markerede overgangen mellem antikken og middelalderen, kendt som senantikken.
Der skelnes mellem flere faser i disse folkevandringer, hvor de første var præget af germanske folk (fra det 4. til det 6. århundrede), mens de senere var præget af vikingerne.
Det er velkendt og veldokumenteret, at der mellem år 535 og 536 e.Kr. var en periode med ekstrem kulde, som er dokumenteret både arkæologisk og i samtidens krøniker. Data fra arktisk is tyder på, at der i perioden med de store folkevandringer var relativt lave temperaturer, hvilket kan have drevet folk fra de koldeste regioner i Eurasien til at migrere mod syd, hvilket igen pressede andre folk, som til sidst lagde pres på grænserne til imperierne i de tempererede zoner, såsom Romerriget, Sassanideriget og Gupta-riget.
Under Romerrigets forfald var der mange barbariske folk, som udnyttede de interne stridigheder til at nærme sig dets grænser og bosætte sig der, hvor de konstant pressede på for at trænge ind. Barbarerne formåede langsomt at trænge ind mellem det 1. og 4. århundrede og bosætte sig i rigets indre, indtil de til sidst, drevet af andre folk, gjorde det med magt.
For at sammenligne andre typer kan du udforske den generelle katalog over sværd.
