Indholdsfortegnelse
Kårder (rapirer) var meget berømte i det 15., 16. og 17. århundrede, da de ofte blev brugt i de berømte dueller til døden, som vi ofte ser skildret på film. At mestre brugen af en kårde var afgørende for at opnå den nødvendige færdighed til at redde livet.
Den Store Kaptajns soldater (de fremtidige spanske Tercios) var eksperter i kunsten at håndtere og mestre sværdet.
Eksperter inden for dueller bekræfter, at "dueller var noget for herrer: adelsmænd, militærfolk, politikere, forfattere, kunstnere... instruerede mennesker, der læste, kendte og accepterede reglerne i æreskodekset for denne type opgør, baseret på antikke referencer og senere (fra det 15. århundrede) på bøger skrevet om emnet".
Der fandtes formelle dueller, som var reguleret af kongen, havde meget strenge regler, og som kun kunne udfordres og accepteres mellem personer af lignende social rang. Den mest almindelige måde at udfordre nogen til en "formel duel" var ved at opsætte plakater (såkaldte "pega de carteles").
Man fastlagde, om den formelle duel skulle være til døden eller til første blod, hvilke sværd der skulle anvendes, samt vidner fra begge sider, sekundanter og en dommer, der sørgede for, at duellen foregik redeligt, og at den besejredes familie ikke angreb vinderen som hævn, efter kampen var forbi.
Desuden blev stedet og tidspunktet for mødet fastlagt, hvis monarken godkendte duellen. Det sværd, der oftest blev brugt til disse handlinger, var kården, uanset om det var med bøjle- eller kopgreb.
Som forskeren Van Vinkeroi forklarede i 1882, blev kården brugt både til kamp og som pynt til selve dragten. Selvom typerne af kårder tælles i snesevis, kan man konstatere, at det var ethvert sværd, som både civile og militærfolk bar, når de gik ud på gaden.
"Dens oprindelse menes at være spansk: Under et sådant navn optræder den første gang i opgørelsen over hertug Álvaro de Zúñigas genstande, dateret omkring 1445. Og det ser ud til, at navnet kommer af, at det var et fornemt supplement til den personlige påklædning, til tøjet, som et tydeligt tegn eller symbol på ejerens styrke og magt. De blev ofte fremstillet og dekoreret med meget fine materialer og endda juveler".
I begyndelsen blev den brugt af den højeste sociale klasse: kongefamilien, højadelen, riddere af religiøse ordener, militærfolk og andre herrer og adelsmænd (hidalgos). Derefter spredte den sig til forskellige mennesker, fra eventyrere til rige borgere, især i store byer, hvor dueller og skænderier var hyppige.
Kården havde en tynd og smal klinge i sin civile version, mens den militære version var noget kortere og bredere. Alle havde en fæste eller parérplade med en metaldel, der beskyttede hånden mod modstanderens stik. Der fandtes mange typer; på grund af variationen i deres fæste var der kop-, muslinge- eller bøjlegreb.
Udover at være et meget effektivt våben i kamp og duel, havde og gav den stor prestige til sin ejer. Dens største betydning havde den fra første tredjedel af det 15. århundrede til sidste tredjedel af det 17. århundrede, og generelt forbindes den med den spanske guldalder.
I dag er kårder smukke samlerobjekter for eksperter i brugen af disse våben. De findes både som dekorative og som funktionelle eksemplarer.
SE KÅRDER MED BØJLEGREB
