Indholdsfortegnelse
En Dussack er en kort øvelses- eller træningssabel, der opstod omkring det 16.-17. århundrede. Dussacken havde en kort, tyk, enægget klinge, der målte mellem 65 og 95 cm i længden og var let buet ved spidsen. Da det var et træningsvåben, fandtes de i træ, men der fandtes også udgaver i stål; af sidstnævnte er der kun få originale eksemplarer tilbage. Måske er det grunden til, at den ikke får den anerkendelse, den fortjener, selvom det var et meget vigtigt våben i de gamle fægtergilder.
I virkeligheden var det en stålsabel med et komplekst fæste, der blev mere almindelig i første fjerdedel af det 16. århundrede og blev brugt frem til midten af 1600-tallet, hvorefter den i stigende grad transformerede sig til den egentlige sabel. Hvad der vides med sikkerhed er, at soldater allerede i første fjerdedel af det 16. århundrede brugte korte sabler med komplekst fæste på slagmarkerne, og at disse blev kaldt Dussack.
I 1539 var Sverige allerede begyndt at importere dem, og i 1589 begyndte den norske konge Christian IV at importere mindst 8.000 Dussacks fra Schweiz, og han befalede alle sine bønder at bevæbne sig ved at købe dem af kongen for egen regning. Dette store antal kombineret med det faktum, at der kun boede 350.000 mennesker i Norge på det tidspunkt, betød, at cirka 1 ud af 10 norske mænd ville være bevæbnet med en Dussack, især bønderne.
Udviklingen af Dussacken skyldtes hovedsageligt de voldsomme konflikter mellem habsburgerne og de osmanniske tyrkiske imperier, særligt slaget ved Mohács i 1526 og belejringen af Wien i 1529. Det er i denne periode, at vi ser et skift fra Messer til Dussack.
Dussacken blev meget vigtig i fægtergilderne. På grund af succesen med det suverænt trænede tyrkiske sipahi-kavaleri og deres janitshar-infanteristyrker, ønskede adelsmændene og hærførerne fra det habsburgske rige ganske enkelt et våben, der kunne matche den tyrkiske Kilij. Alt dette fik Dussacken til at udvikle sig sammen med andre former for sværd med komplekse, noget ovale fæster.
